Påskeferien bød på fodboldcamp i Brøndby Strand
Børn og unge skal have nogle gode oplevelser
Hos BSI – fodboldafdelingen havde de et ønske om at give børn og unge i Brøndby Strand nogle gode oplevelser, fællesskab og socialt samvær i påskeferien. Det seneste år med Corona har været svært for mange børn og unge og derfor synes klubben, at det er ekstra vigtigt, at lave foreningstilbud til børn og unge. Klubben arrangerede derfor en fodboldcamp for lokale piger og drenge.
Klubben havde forud for campen gode erfaringer med at afvikle deres fodboldtræning inden for de gældende retningslinjer for udendørs foreningsaktiviteter. Under campen var der ekstra fokus på afstand og afspritning og deltagerne blev delt op i faste hold.
Mange børn og unge ville spille fodbold
Klubben lavede reklame for deres camp bl.a. gennem Facebook og det bar frugt. I alt deltog 37 piger og drenge i alderen 6-13 år. De fire dage blev brugt på fodbold, at lege en masse lege og lave konkurrencer. Nogle deltagere var heldige at løbe af sted med præmier, som klubben havde sørget for.
Deltagerne blev inddelt i grupper med 9-10 børn og en træner. På den måde kunne klubben inddele deltagerne efter alder samt hensyn til Corona-retningslinjerne.
Alt i alt var det fire gode dage, hvor børn og unge fra Brøndby Strand fik en masse gode oplevelser i den lokale fodboldklub.
Vil din forening afholde aktiviteter i skoleferierne?
Vil I vide mere om, hvordan forvaltningen kan støtte jer i forbindelse med afholdelse af aktiviteter for børn og unge i skoleferierne? Kontakt foreningskonsulent Louise Holm, lohol@brondby.dk eller tlf.nr. 61 38 42 06.