Husk at indhente børneattester når I får nye frivillige i foreningen

30.01.2023

Hver gang jeres forening får nye frivillige, skal der indhentes børneattester på vedkommende, hvis de kan komme i kontakt med børn under 15 år i forbindelse med udførelsen af deres opgaver i foreningen. De frivillige kan både være i form af trænere, bestyrelsesmedlemmer eller forældre der hjælper til ved et arrangement, hvor der deltager børn under 15 år.

Det er vigtigt at børneattesten bliver indhentet, som det første, når der kommer nye frivillig i foreningen. Det er foreningens ansvar at opbevare børneattesterne på alle de frivillige der er tilknyttet jeres forening.

En gang om året erklæres det via Foreningsportalen, at foreningen har indhentet de lovpligtige børneattester. Der sker i forbindelse med at der skal søges tilskud eller ansøges om lokaler. Hvis ikke børneattesterne bliver indhentet, kan I risikere at skulle tilbagebetale evt. udbetalt tilskud, og få frataget de anviste lokaler/baner.

Hvis du har spørgsmål til indhentning af børneattest, er du velkomme til at tage kontakt til Kultur, Idræt og Fritid på kulturidraet@brondby.dk eller 43 28 28 28.