Aktuelt

 

Nyhedsbrev

Kultur- og fritidsforvaltningen samler nyheder og frister til foreninger ca. 1. gang om måneden. 

Kommende frister

Nye tiltag i forbindelse med coronavirus/COVID-19

12.03.2020
Kære alle foreninger
 
Som følge af Statsministeriets udmelding i går, sender jeg hermed de seneste, opdaterede retningslinjer og tiltag, som Furesø Kommune har besluttet at gennemføre for at inddæmme spredningen af COVID-19/coronavirus.
 
Situationen er ganske alvorlig, og jeg håber, at I vil tage jer tid til at læse nyhedsbrevet igennem og følge de skærpede retningslinjer for foreningsdriften.
 
Dette nyhedsbrev informerer om følgende:
  • Alle kultur- og idrætsfaciliteter lukker fra den 12. marts til og med den 29. marts. Alle lokalebookinger i perioden er hermed aflyst.
  • Alle kommunale arrangementer aflyses frem til og med den 30. april.
  • Information om skærpede retningslinjer for foreningernes arrangementer.
  • Genovervejelse om afvikling af foreningernes trænings- og mødeaktiviteter.
 
Med venlig hilsen
 
Peter Rosgaard, centerchef
Center for Borgerservice, Kultur og Erhverv
 

 

Alle kultur- og idrætsfaciliteter lukker i 14 dage

Alle kommunale kultur- og idrætsfaciliteter lukker fra og med i dag, den 12. marts og frem til og med den søndag den 29. marts.
 
Alle planlagte aktiviteter aflyses ligeledes. Dette gælder også jeres foreningsaktiviteter, som afvikles i kommunale institutioner.
 

Alle kommunale arrangementer aflyses frem til den 1.  maj

Furesø Kommune følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om at passe på de mest sårbare personer ved at forhindre corona-virussen i at sprede sig. Derfor aflyser Furesø Kommune egne arrangementer frem til den 1. maj 2020.

Dette vedrører alle offentlige arrangementer uanset deltagerantal og målgruppe.
 
Det vedrører primært arrangementer i Galaksen og Farum Kulturhus – herunder Furesø Musikskoles arrangementer, Furesø Museers arrangementer og Furesø Bibliotekers arrangementer.
 
Samtidig begrænser vi omfanget og antallet af fysiske møder. 
 

Skærpet fokus: Foreningernes arrangementer 

Vi opfordrer alle vores foreninger og øvrige aktører til at genoverveje afvikling af deres arrangementer i perioden den 30. marts til den 1. maj – uanset form og antal deltagere.
 
Foreninger bør følge de anbefalinger, som udmeldes fra Sundhedsstyrelsen og af landsforbund så som DGI og DIF (også frilufts- og kulturelle foreninger).
 
I skal som minimum være opmærksomme på følgende:
  • Antal deltagere, da forsamlinger over 100 personer ikke er tilladt fra og med 12. marts.
  • Om smitterisikoen ved det konkrete arrangement giver anledning til at udskyde eller aflyse arrangementet.
  • At smitterisikoen vil forøges med antallet af personer, der er samlet, ligesom den fysiske afstand mellem deltagerne har betydning for smitterisikoen.
  • At indendørs arrangementer normalt vil medføre større smitterisiko end udendørs arrangementer.
  • Afvikling af arrangementer efter den 30. marts
 

Hvis I vælger at gennemføre et arrangement efter den 30. marts, så er anbefalingen:

  • At udsende eller opsætte informationsmateriale om, at I fraråder deltagelse af personer, der har symptomer på luftvejsinfektion samt om forholdsregler (håndhygiejne, hosteetikette og adfærd).
  • At sikre udstrakt tilgængelighed til håndsprit eller vådservietter.
  • At placere stole med større afstand end normalt og sikre, at deltagerne forlader arrangementet under mere kontrollerede forhold end normalt.
  • At holde øje med, om der findes personer med udtalt hoste og nysen med henblik på at overveje, om de pågældende bør deltage i arrangementet.
  • At tage kontakt til myndighederne på Sundhedsstyrelsens døgnbemandede hotline om corona-virus tlf. 70 20 02 33, hvis I har behov for rådgivning. 
 

Genovervejelse af foreningers normale aktiviteter

Normale foreningsaktiviteter (træning) bør for nuværende aflyses frem til den 30. marts. Efter lukkeperioden den 30. marts bør aktiviteter kun gennemføres under hensyn til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, hvordan I fortsat forebygger smittespredning.
 
Det betyder f.eks., at antallet af tilskuere (forældre, der kigger på) søges begrænset.
 
Foreninger, hvis normale foreningsaktiviteter omfatter tæt kontakt (f.eks. kampsport, dans, nogle boldspil) bør overveje, om deres aktiviteter skal sættes i bero for en periode.
 
Hvis aktiviteter er direkte målrettet den af Sundhedsmyndighederne udpegede risikogruppe, bør jeres forening overveje, om disse aktiviteter skal sættes i bero for en periode. Risikogruppen omfatter:
  • Ældre, særligt ældre over 80 år
  • Kronisk syge med moderat eller svær sygdom, f.eks. kronisk lungesygdom, hjertekarsygdom, kræftsygdom og diabetes 1 og 2 samt nedsat immunforsvar.
  • Gravide (ud fra et forsigtighedsprincip)
  • Børn, der lider af kroniske sygdomme (ud fra forsigtighedsprincip)
 

Genovervejelse af foreningernes mødeaktiviteter

Vi opfordrer også foreningerne til at vurdere omfanget af jeres mødeaktiviteter.
 
Især i disse tider, hvor der skal orienteres om nye tiltag eller træffes beslutninger om ændret praksis, kan det fortsat være relevant at gennemføre bestyrelsesmøder, generalforsamling eller trænermøder. 
 
Foreningens fokus bør derfor være på, hvordan møderne afvikles, størrelsen af deltagerkredsen, lokalets størrelse, om mødet kan afvikles digitalt frem for ved fysisk fremmøde og så videre.