Aktuelt
Nyhedsbrev
Kultur- og fritidsforvaltningen samler nyheder og frister til foreninger ca. 1. gang om måneden.
Kulturpris 2019 Vi hylder de kulturelle ildsjæle
"Kulturprisen er en hyldest til de borgere, der gennem initiativ og engagement, beriger borgere i Furesø. Prisen er en anerkendelse af de frivillige ildsjæle, som skaber særlige og ekstraordinære oplevelser for borgerne", siger Tine Hessner, formand for Udvalg for kultur, fritid og idræt. I den nye politik for kultur, fritid og idræt, der er sendt til godkendelse i Byrådet den 25. september, er der særligt fokus på frivillighed og nye aktiviteter, skabt af borgerne.
Store Flyvedag vandt prisen i 2018
Sidste år gik den prestigefyldte pris til Mikael Boutrup, medstifter af og tovholder for Store Flyvedag, der siden 2015 har samlet op mod 25.000 mennesker på Flyvestationen og engageret 2000 frivillige.
"Det var et kæmpestort skulderklap til mig, mit hold og til den store flok af frivillige, der hvert år har arbejdet hårdt for at stable så stor en begivenhed på benene. Jeg blev rørt over at få prisen, fordi det lige dér gik op for mig, at Store Flyvedag betyder noget for rigtig mange mennesker. Jeg glæder mig til at lykønske dette års prismodtager, for det er et særligt øjeblik", siger Mikael Boutrup.
Indstil en kandidat til Kulturprisen
Kender du en kulturel iværksætter og ildsjæl, der har markeret sig stærkt på det kulturelle, kreative område i Furesø Kommune, så send din indstilling med begrundelse til kultur@furesoe.dk senest den 29. september kl. 12.00.
Du kan finde retningslinjerne her
Udvalg for kultur, fritid og idræt udvælger modtageren den 9. oktober.
Prisen bliver uddelt torsdag den 31. oktober i Galaksens Café Cassiopeia kl. 17.30.