Aktuelt
Nyhedsbrev
Kultur- og fritidsforvaltningen samler nyheder og frister til foreninger ca. 1. gang om måneden.
Furesøs talenter hyldes til efteråret – indstil kandidater frem til 31. august
Igen i år får foreninger og borgere lidt ekstra tid til at indstille kandidater til Furesøs Talentpris for unge. Prisen uddeles først til oktober sammen med kulturprisen, men du kan allerede nu indstille en kandidat. Deadline for indstilling er 31. august.
Kultur- og idrætslivet tilbage på banen
”Det er fantastisk, at foreningerne for alvor er kommet på banen igen efter to år med nedsat aktivitet”, fortæller Tine Hessner, formand for Kultur, Fritid og Idræt. ”Vi har udskudt uddelingen af talentprisen for at give kultur- og idrætslivets aktører lidt mere tid til at komme til hægterne. Samtidig var det en god oplevelse for mange at samle udvalgets priser til et fælles arrangement sidste år, så det prøver vi igen”, forklarer hun.
Priser skal skabe opmærksomhed
”Priserne skal både hylde dem, der har et særligt talent og gøre os alle sammen mere opmærksomme på, om der er nogen i vores omgangskreds, der kan noget særligt. Så vores opfordring til alle, som kender talentfulde unge i alderen 13-19 år, er at indstille dem til talentprisen, så de kan blive hyldet og inspirere andre unge, opfordrer næstformand for Kultur, Fritid og Idræt, Gustav Juul.
Hvordan indstiller man et talent?
Kender du en ung i din forening, der har et særligt talent, så kan du udfylde en formular om kandidaten på furesoe.dk/talentpris. Her kan du også læse mere om prisen og hvem, der tidligere har fået den. Har du spørgsmål, kan du skrive til kultur@furesoe.dk.
Talenterne fra 2021
Sidste år modtog den 15-årige Robert Nebel talentprisen for sit talent for badminton, der havde indbragt ham et væld af medaljer. De øvrige nominerede var Karen Bugge Poulsen (tværfløjte), Team Enya (gymnastik), Iris Bak Halvgaard (klaver), Ida Aysel Jensen (sang) og Sofus Søndergaard Mikkelsen (skuespil), der alle blev hyldet på scenen i Farum Kulturhus.
Om talentprisen for unge
Talentprisen blev uddelt første gang i 2011 og hovedprisen er på 5.000 kr. Prismodtageren skal have markeret sig stærkt på kultur- og idrætsområdet i eller uden for kommunen og vist særlige evner inden for deres felt. Prismodtageren skal være i alderen 13-19 år og bo i Furesø Kommune. Læs mere på furesoe.dk/talentpris.