Nyheder Fra Kultur- og Fritidsafdelingen
Fyraftensmøde
Kære foreningsleder, træner, instruktør eller hjælper
Hvordan kan foreningslivet være med til at skabe sunde, analoge frirum for børn og unge i en digital tidsalder?
Folkesundhedsteamet og Fritidsafdelingen i Slagelse Kommune inviterer dig til et inspirerende fyraftensmøde mandag den 23. september 2025 kl. 16.00–18:00 i Vemmelevhallens cafeteria, hvor vi sætter fokus på digital adfærd i foreninger – og hvordan vi sammen kan styrke børn og unges trivsel gennem nærvær og fællesskab.
Fyraftensmødet tager afsæt i den aktuelle debat om digitaliseringens påvirkning af børne- og ungelivet, og kobler sig direkte til Danmarks Idrætsforbund og DGI’s nye digitale anbefalinger til foreningslivet.
Du får:
- Viden om, hvordan foreningslivet kan være en vigtig modvægt til en overdigitaliseret barndom
- Inspiration til at skabe skærmfrie zoner for børn og forældre
- Konkrete samtalegreb til dialogen med forældre om skærmbrug
Underviserne er psykolog David Madsen og læge Imran Rashid, som begge har stor erfaring med digital sundhed og børns trivsel og har bidraget til udviklingen af DIF og DGI’s nye digitale anbefalinger.
Vi håber, du vil være med – du har mulighed for at gøre en forskel for vores børn og unges mentale sundhed
Tilmelding sker via linket i den vedhæftede invitation.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen
Folkesundhedsteamet og Fritidsafdelingen
Slagelse Kommune