Hvem skal hædres som Brøndbys ildsjæle?
Nu kan der indstilles kandidater til de seks priser, der uddeles til Brøndbys frivillige ildsjæle og foreninger til Foreningsfesten AKTIV. Og i år er der etableret en helt ny pris – Inklusionsprisen.
Hvem synes du skal modtage årets Inklusionspris, Frivilligpris eller Kulturpris? Og hvem mener du fortjener at vinde prisen som Årets Idrætsleder, Årets Ungdomsleder eller Årets Initiativ i Brøndby?
Der er åbent for indstilling af kandidater til de seks priser på www.brondby.dk/indstil-kandidater
Hjælp os med at sprede budskabet om, at det er tid til at indstille kandidater. Der kan indstilles kandidater til priserne frem til den 1. november 2024.
Så tøv ikke med at indstille din kandidat, hvis du f.eks. kender en driftig foreningsleder, en spejderleder, der er god til at få alle med, en træner, der skaber et unikt fællesskab blandt ungdommen i klubben, en forening, der iværksætter nye initiativer, eller en organisation, der sørger for lokale kulturelle oplevelser, eller måske en frivillig ildsjæl, der yder hjælp og støtte i hverdagen og bidrager til forøget livskvalitet hos borgere med et handicap?
Priserne vil blive uddelt i festlige rammer til Foreningsfesten AKTIV i Brøndby Hallen den 7. marts 2025, hvor vi sammen hylder de mange gode frivillige kræfter i Brøndbys foreningsliv.
Mere information om tilmelding til festen følger.
For spørgsmål kan Idræts- og fritidskonsulent Lærke Lundedal Jensen kontaktes på LLUJE@brondby.dk
Indstil din kandidat i dag!