Tilskud til sæsonopstarten har givet foreninger et boost

07.10.2020

Ekstra synlighed omkring foreningslivet i Brøndby

I juni måned besluttede Folkeoplysningsudvalget, at de ville give de folkeoplysende foreninger i Brøndby mulighed for at søge om tilskud til den kommende sæsonopstart. Idéen med opstartstilskuddet har været at tilskynde foreningerne til at gøre en ekstra indsats, for at gøre Brøndby borgerne opmærksomme på alle de gode foreningsaktiviteter, der eksisterer i Brøndby.

To af de foreninger, som har gjort noget særligt ud af sæsonstarten i år, er Rullefabrikken og Brøndby Karate Klub.

 

En rullende start på sæsonen

Rullefabrikken er en af de foreninger, som har søgt tilskud i forbindelse med tre åbent hus arrangementer. Til foreningens åbent hus arrangementer i august, valgte de at åbne den almindelige træning, så andre rulleglade borgere kunne komme og prøve at være med. 
Ved de tre åbent hus arrangementer havde Rullefabrikken besøg af ca. 10 nye gæster hver gang og foreningen har allerede nu fået 5 nye medlemmer ud af det. ”Det er en stor succes for en lille forening, som os”, er tilbagemeldingen fra Rullefabrikken.

 

Åben træning henover sommeren har givet nye karatemedlemmer

I Brøndby Karate Klub igangsatte de et rekrutteringsprojekt henover sommeren og ansøgte om tilskud til projektet. Fra juli og frem til sæsonstart i september åbnede klubben dørene for potentielle nye medlemmer, som gratis kunne komme og prøve kræfter med karate.
Klubben har i denne periode fået positiv omtale og klubben vurderer, at kendskabet til klubben er blevet øget blandt Brøndby borgere. Ikke færre end 14 nye medlemmer, er der kommet ud af klubbens åbne træninger i løbet af sommerferien. Og flere kommer løbende til, er meldingen fra klubben.

 

Flere foreninger har søgt om tilskud

Flere foreninger i Brøndby har indtil nu grebet muligheden og søgt om tilskud til at gøre noget ekstra ud af sæsonstarten. Der er blandt andet søgt om tilskud til åbent hus arrangementer, åben sommertræning, opstartsarrangementer for potentielle nye medlemmer samt tilskud til annoncering og øget synlighed omkring den enkelte forening.

Desværre har flere foreninger måtte aflyse planlagte arrangementer grundet udviklingen i situationen omkring Corona. Tiden lige nu indbyder desværre ikke rigtig til at invitere nye medlemmer ind i klubberne.

 

Foreninger, som har søgt tilskud, men desværre har måtte aflyse deres spændende arrangementer er Middelalderlandsbyens Venner og Brøndbyvester Bryggerlaug.

 

Du kan læse mere om puljen og ansøgning her.

 

Kontaktpersoner:
Foreningskonsulent, Louise Holm, lohol@brondby.dk eller telefon 61 38 42 06.
Idræts- og Fritidskonsulent, Frederik Dam Bloch, frdab@brondby.dk eller telefon 23 88 55 84.