Sommercamp og godt fællesskab tiltrækker børn og unge i BSI Fodbold

15.07.2021

Der var musik og højt humør på Langbjerg Stadion i Brøndby Strand, hvor omkring 65 fodboldglade piger og drenge igennem de sidste 4 dage har hygget sig i sommervarmen og lært nye tricks.

 

Sommercamp for alle aldre og niveauer

Den første ud af to uger, hvor BSI Fodbold afholder sommercamp, er nu gået, og både nybegyndere og mere erfarne spillere i alderen 5-17 år har trænet deres spilletekniske færdigheder og nydt godt af den gode stemning på og uden for banen.

 

Det er tydeligt at spotte begejstringen og koncentrationen blandt deltagerne, og ifølge BSI Fodbolds sportsansvarlige Zahid, må deltagerne mindes om at holde pauser og drikke vand.

 

 

Godt miljø og fællesskab

BSI Fodbolds sommercamp giver fodboldglade børn og unge mulighed for at opleve det gode miljø og fællesskab, der er i klubben, hvilket ifølge BSI Fodbolds erfaringer er med til at rekruttere nye medlemmer. Det er også en af grundene til, at mange deltagere altid kommer en halv time før start og bliver hængende efter træningen til mere fodbold, bordfodbold eller andet hygge i klubhuset.

 

Selvom en stor del af sommercampen går med fokus på teknik, pasningsspil og skudtræning, går det hele ikke op i seriøs træning. Sommercampen slutter nemlig hver dag af med en ny konkurrence, hvor deltagerne har mulighed for at vinde en præmie.

 

Sommercampen fortsætter i uge 29, hvor både gengangere og nye deltagere får lov at prøve kræfter af med fodboldsjov.

 

 

Sommeraktiviteter kan give jeres forening nye medlemmer

Aktiviteter i for eksempel skolernes sommerferie er en oplagt mulighed for at rekruttere nye medlemmer til foreningen. Men det kræver en indsats fra foreningens side;

 

- Vær opsøgende og hold kontakten til deltagerne/forældren

- Fortæl om tilbuddene i netop jeres forening, fx med en flyer

- Gør det let at få de vigtigste informationer om jeres tilbud og tilmelding

- Bliv ved med at skabe synlighed omkring foreningen, fx med Facebookannoncer

 

 

Kontakt os, hvis I gerne vil lave aktiviteter for børn og unge i skolernes ferier

Vil din forening gerne lave aktiviteter for børn og unge i skolernes ferier, så kontakt gerne foreningskonsulent Louise Holm, mail: lohol@brondby.dk, tlf.: 61 38 42 06 , hvis I ønsker sparring og rådgivning.