Familiefodbold hitter

23.11.2021

Hver søndag tager 70 børn og deres forældre på eventyr. De bevæger sig gennem forskellige universer og kun fantasien sætter grænser for, hvad børnene og deres forældre oplever. Det er Brøndbyernes I.F. der inviterer ud på en fantasirejse på klubbens nye familiehold Bold & Bevægelse.

 

Motorik og glæden ved at bevæge sig er i fokus

I august startede Brøndbyernes I.F. deres nye tiltag ”Bold & Bevægelse”, som er et familiehold for de mindste børn og deres forældre. Hver søndag mødes 70 børn i alderen 2-4 år. Sammen med deres forældre leger de sig gennem forskellige universer med fokus på bevægelse, rytmik og leg. Både barn og forælder deltager aktivt i legene. Bold & Bevægelse er ikke en almindelig fodboldtræning, men en aktivitet bygget op om motorisk træning og glæden ved at bevæge sig – med og uden fodbold.

 

Familiehold styrker rekrutteringen af medlemmer og frivillige

Det er nyt for Brøndbyernes I.F. at lave aktiviteter for de allermindste, men de er ikke et sekund i tvivl om, at de har startet det helt rigtige initiativ. Den store efterspørgsel vidner om et behov for aktiviteter for de mindste børn. Og samtidig er det et tilbud, hvor forældre kan være aktive sammen med deres børn.

Klubbens tanke bag holdet er desuden at styrke fødekæden til klubbens øvrige hold og gruppen af frivillige. Jo tidligere klubben kan få børnene ind, jo større sandsynlighed er der for, at de fortsætter i klubben. Og så er der forældrene. Her arbejder klubben aktivt på at engagere dem, som hjælpere på holdet og klæde dem på til, på sigt at blive frivillige i øvrige afdelinger i klubben.

 

Frivillige deles om trænerrollen

Holdet har fået så stor opbakning fra børnefamilierne, at klubben har delt holdet i to, så alle 70 børn + forældre ikke deltager samtidig. Der er tilknyttet 8 frivillige trænere til holdet, som gennem en rotationsordning skiftes til at stå for aktiviteterne på de to Bold & Bevægelse hold. På den måde er det ikke den samme frivillige, der hver uge står for aktiviteterne. Det giver noget fleksibilitet for de frivillige og deler ansvaret ud på flere hænder.

 

Brøndbyernes I.F. har fået bevilliget tilskud til deres nye familiehold fra Udviklingspuljen.

 

Ønsker din forening at starte et familiehold eller styrke et eksisterende hold?

Kontakt foreningskonsulenterne, hvis din forening ønsker at starte et familiehold eller I ønsker at styrke et eksisterende hold. Foreningskonsulenterne kan rådgive jer om rekruttering af frivillige, opstart af aktiviteten, mulighederne for tilskud samt formidling af jeres familieaktiviteter.

 

Foreningskonsulent Louise Holm – lohol@brondby.dk og telefonnr. 61 38 42 06.

Foreningskonsulent Tine Damm Timming – tidam@brondby.dk og telefonnr. 20 31 09 76.