Velkommen til de nye medlemmer af Folkeoplysningsudvalget!

07.03.2022

 

Torsdag den 3. marts var der valg til Folkeoplysningsudvalget og hele 20 engagerende foreningsrepræsentanter fra de folkeoplysende foreninger i kommunen mødte op for at tage del i den demokratiske proces. Foreningerne skulle til valget nå til enighed om, hvem de 8 nye foreningsrepræsentanter i folkeoplysningsudvalget skulle være.

 

Til aftenens valghandling skulle der findes følgende repræsentanter til Folkeoplysningsudvalget:

- 3 repræsentanter fra idrætsforeningerne

- 1 repræsentant fra spejderforeningerne

- 1 repræsentant fra kulturforeningerne

-1 repræsentant fra de idébestemte foreninger

 

Spejderforeningerne og de idébestemte foreninger

Der blev hurtigt opnået enighed blandt spejderforeningerne og de idébestemte foreninger, hvor der for hver type forening var opstillet én repræsentant til valget.

Derfor bydes stort velkommen til Søren Kristensen Ask fra DDS Kiowa-Ringebæk og Grete Bille fra Vinterbadelauget Bifrost. Både Søren og Grete har siddet i Folkeoplysningsudvalget i den nuværende periode, og de har derfor begge stor erfaring med arbejdet i udvalget. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde.

 

Kulturforeningerne

Blandt kulturforeningerne var der opstillet fire kandidater til den plads, som kulturforeningerne har i udvalget.  Der var fem stemmeberettigede repræsentanter fra kulturforeningerne, og afstemningen resulterede i, at der var flest stemmer til Alexander Bruhn Skjøth fra Kontra – Brøndbys Kulturklub. Alexander er ny repræsentant i folkeoplysningsudvalget, og vi glæder os til at få indblik i de nye inputs, som Alexander kan byde ind med.

 

Idrætsforeningerne

Interessen for en plads i Folkeoplysningsudvalget var stor blandt idrætsforeningerne, hvor hele seks kandidater var opstillet til de tre pladser, som idrætsforeningerne har i udvalget. Ved afstemningen blandt idrætsforeningerne kunne der ikke opnås flertal for tre kandidater, hvorfor det nu er op til kommunalbestyrelsen at udvælge de tre repræsentanter fra idrætsforeningerne. Kandidaterne fra idrætsforeningerne vil blive valgt på kommunalbestyrelsens møde onsdag den 6. april.

 

Vi glæder os til samarbejdet med de valgte repræsentanter, og er samtidig spændte på at se, hvilke tre kandidater Kommunalbestyrelsen vælger til at repræsentere idrætsforeningerne.

Tak for en god valgafhandling til alle de fremmødte! 

 

Første møde i det nye folkeoplysningsudvalg er torsdag den 21. april.

 

Hvad er Folkeoplysningsudvalget?

Hvert fjerde år skal der nedsættes et nyt folkeoplysningsudvalg, som består af repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen, idrætsforeningerne, spejderforeningerne, kulturforeningerne, de idébestemte foreninger, aftenskolerne og de lokale handicap-organisationer.

Folkeoplysningsudvalgets opgaver består blandt andet af at behandle tilskudsansøgninger til Udviklingspuljen, behandle ansøgninger fra foreninger, der ønsker at blive godkendt som folkeoplysende foreninger, fordeling af tilskud på aftenskoleområdet, fordeling af faciliteter m.m.

Vil du gerne vide mere om Folkeoplysningsudvalgets arbejde kan du læse mere her.