Påsken bød på fodbold, leg og fælleskab i Brøndby Strand

20.04.2022

 

Endnu en gang bød påsken på fodboldcamp hos BSI Fodbold. Ikke færre end 60 piger og drenge mødte op til 4 dages camp, for at spille fodbold, lege og være en del af fællesskabet. Og det var med højt humør!

 

Trænerteam står for organisering og afvikling af camps

Mandag til torsdag bød klubben 5-15 årige fodboldglade børn og unge til camp. Det er efterhånden en eftertragtet aktivitet, der gentager sig i udvalgte skoleferier og såvel børn, unge, forældre og trænere er begejstrede. 6 trænere står sammen for at planlægge og afvikle campen - og det kræver et godt overblik og en del organisering. Men det er det hele værd ifølge klubben, som ud over det gode fællesskab blandt deltagerne, også oplever, at der kommer nye medlemmer til klubben efter de har deltaget på deres camps.

 

Byder potentielle nye medlemmer indenfor

Fodboldcamps giver klubben mulighed for at byde nye potentielle medlemmer indenfor og give dem nogle gode og sjove oplevelser sammen med andre børn og unge fra klubben. For de eksisterende medlemmer, er campen et frirum og en god aktivitet i ferien, et sted hvor de kan mødes med kammeraterne og de laver nogle anderledes aktiviteter end den almindelige fodboldtræning. Aktiviteterne er bygget op om leg, konkurrencer, quiz og selvfølgelig også almindelig fodboldtræning.

 

Samarbejde med Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen

BSI Fodbold er indgået et samarbejde med forvaltningen, som omhandler afholdelse af fodbolccamps for børn og unge i perioden 2022-2023. Samarbejdet er opstået som en del af Brøndby Kommunes projekt "Bevæg dig for livet".

 

Ønsker din forening at høre mere om, hvordan forvaltningen kan støtte initiativer i jeres forening? Kontakt foreningskonsulent Louise Holm, lohol@brondby.dk eller tlf.nr. 61 38 42 06.