300 skoleelever afsluttede Åben Skole-forløb med et brag

09.06.2022

Taget var ved at lette på Tjørnehøjhallen, da knap 300 elever mødtes til basketturnering!

Onsdag den 8. juni mødtes elever fra alle Brøndbys 5. klasser til basketturneringen Jr. NBA. Turneringen markede afslutningen på de Åben Skole-forløb, som alle kommunens 5. klasseelever har været igennem i løbet af foråret. Bag turneringen stod Brøndbys lokale basketklub - Brøndby Basket, BørneBasketFonden og Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen.

 

Stemningen var så intens og tilråbene så høje, at der ind imellem var burg for en pause til at hvile ørerne. På tre baner spillede eleverne på skift mod hinanden, på tværs af skoler og klasser. Her fik eleverne lov til at prøve kræfter med de teknikker og færdigheder de har lært gennem Åben Skole-forløbene. Gennem 6 uger har basketinstruktører nemlig undervist eleverne i deres idrætstimer og onsdag skulle det hele altså prøves af.

 

Basket på skoleskemaet

I løbet af foråret 2022 har alle 5. klasser i Brøndby haft Åben Skole-forløb med basketundervisning. Åben Skole-forløb er et samarbejde mellem lokale foreninger og folkeskoler. Forløbene giver foreningerne mulighed for at præsentere deres foreningsaktivtet for eleverne over en periode på 4-6 uger. Undervisningen foregår i elevernes idrætsundervisning eller i undervisningen for andre relevante fag. Her oplever eleverne, at blive bekendt med (nye) foreningsaktiviteter og trænere/ledere fra lokale foreninger. Målet er, at forløbene skal skabe brobygning til det lokale foreningsliv.

Det er meget forskelligt, hvor mange forløb en forening kan byde ind med og det forventes ikke, at en forening kan lave forløb på alle kommunens folkeskoler. I første omgang indledes en dialog mellem foreningen og forvaltningen, hvor rammer afklares.

 

Flere børn og unge skal være en del af foreningslivet i Brøndby - vil jeres forening være med?

Åben Skole er ét af de tiltag, som Brøndby Kommune har igangsat i indsatsen med at få flere foreningsaktive børn og unge i Brøndby. Som en del af Bevæg dig for livet, sætter Brøndby Kommune i de kommende år endnu større fokus på foreningslivet, herunder støtte til og mulighed for udvikling af foreningerne samt indsatser for forskellige aldersgrupper.

 

Vil din forening høre mere om Åben Skole og hvordan I som forening kan bruge skoleforløb som en rekrutteringsindsats? Så kontakt foreningskonsulent Louise Holm på lohol@brondby.dk eller telefonnr. 61 38 42 06.