Sangvinernes synger igen efter sommerpausen og indøver repertoiret til Kulturnatten

02.09.2022

Snart er der kun en lille måned til, at der er Kulturnat i Brøndby. En af de foreninger, man kan opleve til Kulturnatten er Sangvinerne. Sangvinernes Kor er et 3-stemmigt seniorkor, hvis sangglade medlemmer, for tiden 32, mødes hver torsdag fra kl.12.30 – 15.00 i Kulturhuset Kilden, til kor-øvelse under dirigent Ann Dybdal Eriksens ledelse. Lige nu er de i fuld gang med at indøve repertoiret til korets koncert/optræden til Kulturnatten, som bl.a. indeholder efterårs-og høstsange.

Sangvingerne fortæller, at der er stor glæde og meget godt humør forbundet med at synge i kor – ligeledes bliver hver enkelt kormedlem udfordret/opfordret til at opøve lydhørhed – opmærksomhed ved tekst/node orientering – tilbageholdenhed når de enkelte grupper indøver deres stemme – opmærksomhed på egen gruppe samt på helheden. Og glæden når en sats klinger godt mellem alle tre grupper, er virkelig opløftende.

Sangvinerne gør også opmærksom på, at en sidegevinst ved at synge i kor er, at ens lungekapacitet bliver udvidet, og den megen ilt, der tilføres til hjernen, er med til at holde ”de små grå” mere levende. Alle i foreningen nyder desuden godt af det sociale samvær både mens der øves/synges og når tiden er til kaffepause.

 

Vil du opleve Kulturnatten i Brøndby?

Se hele programmet for Kulturnatten her.

 

Har din kulturforening en god historie?

Skriv til kulturkonsulent Mads Norup Hansen på manha@brondby.dk.