Foreninger sætter fokus på børn og unge

12.09.2022

Onsdag den 7. september mødtes foreningsrepræsentanter på tværs af idrætsforeninger og spejdergrupper til netværksaften. Brøndbyernes IF lagde klubhus til og dannede hermed rammen om en aften med oplæg og drøftelser om børn og unge i foreningslivet. Brøndby Kommunes nye Fritidspasordning blev også præsenteret for de fremmødte.

 

Borgmester: "Vi skal bevæge os hele livet"

Borgmester Kent Magelund bød alle de fremmødte velkommen og satte rammen for aftenen, som udsprang af Brøndby Kommunes arbejde med at flere borgere bliver en del af forenings- og fritidslivet i Brøndby. Med afsæt i projektet "Bevæg dig for livet" sætter Brøndby Kommune flere nye tiltag i søen for at bakke op om og styrke Brøndbys forenings- og fritidsliv. Vi skal nemlig "bevæge os hele livet" i Brøndby, som borgmesteren fremhævede. Endnu flere børn og unge skal ud og mærke glæden ved at sidde om lejrbålet, score det første mål og tage svømmetag i bassinet.

 

Fritidspas har hjulpet de første børn og unge ind i fællesskaberne

De første 40 børn og unge har nu fået tildelt Fritidspas til en fritidsaktivitet i Brøndby. De første af børnene er allerede startet i Svømmeklubben Vest og Brøndby Strands Gymnastikforening, hvor de nu oplever at være en del af fællesskabet på lige fod med deres jævnaldrene. Det er bl.a. børn og unge, hvis forældre ikke har råd til at betale for fritidsaktiviteter, som gennem fritidspasordningen får mulighed for at møde dygtige og engagerede voksne i foreningerne, de får gode oplevelser og nye venskaber.

 

Vi vil løbende gå i dialog med jer foreninger om ordningen, og vi hører også meget gerne fra jer, hvis I har spørgsmål eller oplever udfordringer. Har I et barn eller ung i jeres forening, som har brug for et Fritidspas, så kontakt fritidsvejlederen på fritidspas@brondby.dk. I er også altid velkommen til at ringe til Louise Holm på tlf.nr. 61 38 42 06.

 

Læs mere om fritidspasordningen og find vejledning til anmodning om udbetaling af tilskuddet på Foreningsportalen.

 

Foreningsudvikling stiller skarpt på DIN forening

Foruden oplæg om børn og unges foreningsdeltagelse fra Center for Ungdomsstudier blev de fremmødte også præsenteret for de konkrete tiltag, som sættes i gang for at støtte foreningerne, så forhåbentlig flere børn og unge finder ind i netop deres fællesskaber. 

 

Foreningsudviklingsforløb tilbydes lige nu gratis til foreninger, som fx ønsker et "eftersyn" af foreningen, at sætte fokus på rekruttering af frivillige til bestyrelsen eller træner/leder-posterne eller som ønsker at igangsætte nye tiltag, som fx samarbejde med den lokale skole, SFO eller dagtilbud.

 

Hvad er et foreningsudviklingsforløb?

Et foreningsudviklingsforløb foregår hen over ca. 3-6 måneder, hvor en konsulent fra DGI følger foreningen tæt. Ved et opstartsmøde finder bestyrelsen sammen med DGI konsulenten ud af, hvad der skal være omdrejningspunktet for forløbet. Din forening behøver ikke at være medlem af DGI for at få tilbudt et foreningsudviklingsforløb. 

 

Vil din forening vide mere om udviklingsforløb og hvad dette kan omhandle, så kontakt Idræts- og fritidskonsulent Lærke Lundedal Jensen lluje@brondby.dk.

 

Tak for en god aften til de fremmødte foreningsrepræsentanter!