Folkeoplysningsudvalget fordelte over 45.000 kroner fra Udviklingspuljen på årets sidste møde

20.12.2022

Torsdag d. 8. december 2022 havde Folkeoplysningsudvalget årets sidste møde. De havde en lang dagsorden, med mange forskellige sager der skulle behandles, og tilskud der skulle uddeles.

Som første punkt på dagsordenen skulle udvalget på baggrund af en borgerhenvendelse, tage stilling til om Vinterbadelauget Bifrost efterlevede åbenhedsprincippet som forening. Udvalget vurderede, at foreningen var åben for alle, og dermed overholdt lovgivningen, hvorfor de stadigvæk kunne få lov til at få stillet gratis lokaler til rådighed.

Hvert år skal foreningerne søge om udendørstider, og udvalget skulle på deres møde beslutte, om de kunne godkende fordelingen af fodboldbaner og kunstgræsbaner. Fordelingen blev godkendte, og foreningerne får hermed vished for hvilke tider, som de har til den kommende sæson.  

En af Folkeoplysningsudvalgets kerneopgaver, er at tildele tilskud til kommunens Aftenskoler. På baggrund af de indsendte ansøgninger, fik de 3 aftenskoler AOF Brøndby, FOF Københavns Omegn og Musik Oplysningsforbund samlet tildelt over 1.000.000 kr. i tilskud til afholdelse af deres aktiviteter i 2023.

Folkeoplysningsudvalget skulle på mødet også behandle ansøgninger til Udviklingspuljen, der kan søges af Folkeoplysende forening til nye initiativer. Der var kommet 5 ansøgninger til puljen fra fire idrætsforeninger og et kor. Udvalget valgte at imødekomme 3 af ansøgningerne, og der blev tildelt midler til, at Brøndby Golfklub kan købe nyt træningsudstyr til deres juniorer, Brøndby Bordtennis Club kan indkøbe nye træningsrobotter og Brøndby-Sangvinernes Kor kan afholde en workshopdag. BSI’s Fodboldafdeling og Brøndby Strands Sejlklub havde også søgt Udviklingspuljen, men deres ansøgninger blev ikke imødekommet, da de ikke faldt inden for puljens retningslinjer.

Udviklingspuljens retningslinjer er ved at blive tilrettet, og udvalget kom med de sidste kommentarer inden de er helt færdigrettet.

Afslutningsvis blev udvalget orienteret om en ny forening der var kommet til i løbet af efteråret. Foreningen hedder Kisumparken Keep Fit Club, og blev godkendt i november. De er en fodboldforening, der primært har medlemmer fra Brøndby Strand.

Folkeoplysningsudvalget har næste møde torsdag d. 2. marts 2023, hvor de blandt andet skal behandle evt. ansøgninger til Udviklingspuljen og drøfte udvalgets styrelsesvedtægter.