Hvordan rekrutterer vi frivillige gennem sociale medier?

28.02.2023

 

Hvordan kan vi aktivt bruge sociale medier i foreningens arbejde med at rekruttere nye frivillige og medlemmer? Netop det blev flere af Brøndbys foreninger klogere på, da de mandag aften deltog i kommunikationskursus om brug af sociale medier.

 

I løbet af aftenen præsenterede Camilla Bræstrup fra DGI Midt- og Vestsjælland deltagerne for nyeste viden og tendenser inden for brug af sociale medier samt en række værktøjer, som deltagerne fik mulighed for at arbejde med i praksis på selve aftenen.

 

Hvordan rekrutterer vi nye frivillige og medlemmer gennem sociale medier?

I dag har størstedelen af børn, unge, voksne og seniorer en profil på ét eller flere sociale medier. Sociale medier bruges forskelligt alt efter hvilken alder du har og din alder har også betydning for hvilke sociale medier du bruger.

 

Ønsker I at bruge sociale medier som rekrutteringsværktøj skal I gøre jer følgende klart:

  1. Bliv klar på hvem I vil nå som nye frivillige til foreningen
  2. Hvilken livsfase er de frivillige I ønsker at rekruttere i? Er det fx teens, forældre med skolebørn, forældre med teens eller rutineseniorer?
  3. Hvad motiverer den målgruppe I ønsker at rekruttere som frivillige?
  4. Hvilke sociale medier bruger den gruppe af frivillige I ønsker at rekruttere? Dette hænger sammen med deres livsfase
  5. Supplér jeres kommunikationsindsats med flere kommunikationskanaler – et opslag på Facebook kan fx suppleres med opslag på andre sociale medier (som målgruppen også bruger) samt direkte kommunikation fx til medlemmer på et hold i foreningen

Fokusér på én målgruppe i jeres rekrutteringsindsats – jo mere målrettet I kan tale til målgruppen, jo større chance er der for at rekruttere dem til foreningen.

 

Lav et årshjul og sæt holdet

Det kan være en rigtig god idé at lave et årshjul der tydeliggør hvilke arrangementer der er i foreningen i løbet af en sæson. På den måde kan I planlægge hvilke begivenheder I vil lave opslag om i løbet af sæsonen og hvordan I evt. kan koble det sammen med rekruttering af frivillige til jeres forening.

Den gode historie er vigtig at formidle. De fleste vil gerne være en del af en god historie! Vis - både internt og eksternt - at I har et godt fællesskab i netop jeres forening.

Dernæst er det vigtigt at sætte holdet. Hvem er ansvarlig for foreningens kommunikation, hvem kan skrive den gode tekst, hvem er god til at tage billeder eller lave korte videoer og hvem er stærk i brug af sociale medier, som fx Facebook og Instagram?

 

Hvordan kommer vi i gang?

DGI har samlet en række værktøjer som I kan bruge i jeres kommunikationsindsats. Du finder dem her.

Ønsker din forening at arbejde mere med kommunikation og få rådgivning fra DGI, så er det muligt at indgå et kortere forløb med en kommunikationskonsulent. DGI vil sammen med foreningen ligge en plan for kommunikationsindsatsen, se nærmere på målgrupper og hvilke sociale medier foreningen kan fokusere på og meget mere.

 

Det er en forudsætning at kommunikationsindsatsen handler om styrkelse af foreningens arbejde med børn og unge, hvis der skal indgås samarbejde med DGI og Brøndby Kommune.

 

Kontakt Idræts- og Fritidskonsulent Lærke Lundedal Jensen, hvis I vil høre mere om muligheden for at sætte fokus på kommunikationsindsatsen i netop jeres forening.

 

Mail: lluje@brondby.dk

Telefonnr.: 21 35 00 79

 

Kommunikationskurset blev afviklet som en del af Brøndby Kommunes samarbejde med DGI om ”Flere børn og unge i forening” og Bevæg dig for livet.