Fritidsvejledere hjælper Brøndbys børn ind i foreningslivet

18.10.2023

Erfaringer viser, at tæt kontakt til en fritidsvejleder og økonomisk støtte er afgørende for, at flere børn og unge starter til fritidsaktiviteter i Brøndby.

Hver torsdag eftermiddag hopper syv-årige Aya fra Brøndby Strand i badedragten og ned i bassinet i svømmehallen ved Brøndby Strand Skole. Her øver hun sammen med andre jævnaldrende svømmetag og nyder at lege havfrueleg i vandet.

”Det er sjovt. Jeg glæder mig til at svømme”, siger Aya.


Men hvis det ikke havde været for Brøndby Kommunes såkaldte fritidspasordning, som giver økonomisk tilskud til fritidsaktiviteter til børn og unge, havde Aya ikke kunne gå til svømning, fordi økonomien ikke rakte til det, fortæller Ayas mor Amal.


Amal rakte derfor ud til Brøndby Kommune og fik med vejledning fra kommunens fritidsvejleder tilmeldt Aya svømning. Og ifølge Amal har Aya lært meget mere end svømmetag:

”Jeg kan se en udvikling i mit barns liv – både psykisk og socialt. Før var Aya meget lukket, men nu snakker hun med andre. Hun har fået gode venner, som også går i hendes SFO”, siger Amal.

 

Opsøgende kontakt er afgørende

Fripasordningen blev indført i august 2022, og det er skole- og fritidsvejlederen og en studentermedhjælper, som står for fritidsvejledningen. Erfaringerne efter den første tid viser, at fritidsvejlederen spiller en central rolle for at lykkes med at få flere børn og unge motiveret til at starte til i en forening.

”Vi kan mærke, at det er den opsøgende kontakt til familier, der får tildelt fritidspas, som i mange tilfælde er helt afgørende for, at barnet eller den unge kommer i gang med at snørre fodboldstøvlerne eller lærer at spille trommer”, forklarer skole- og fritidsvejleder Heidi-Liv Wolff Slosarich.

 

Særligt gymnastik, svømning og fodbold hitter

Brøndby Kommune indførte fritidspasordningen som et led i Bevæg dig for livet og Strategi Brøndby 2030, og det er særligt fodbold, svømning og gymnastik, som er populært.

Og ifølge Amal, så betyder det rigtig meget for hende som mor, at datteren kan gå til en fritidsaktivitet:

”Det er så stort. Jeg har sendt billeder til hele familien”, siger Amal.


Siden fritidspasordningen trådte i kraft i august 2022 og frem til oktober 2023 har 225 børn og unge brugt et fritidspas til en fritidsaktivitet i en forening eller på Musikskolen.

”Det er fantastisk, at den her succesordning buldrer derudaf, og jeg håber, at vi ved at hæve kontingentet kan få flere børn og unge meldt ind i foreningerne og fritidsklubberne”, siger Michael Buch-Barnes, formand for Idræts- og Fritidsudvalget.

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune besluttede tilbage i juni at hæve tilskuddet til kontingent til maksimalt 2.000 kroner pr. barn eller ung om året.

 

Kender I et barn eller ung, der har brug for et fritidspas?

Har I kendskab til familier, som har svært ved at betale kontingent så kontakt fritidsvejleder Heidi-Liv, som kan hjælpe med at ansøge om fritidspas til barnet. Vær opmærksom på, at fritidspas ikke dækker allerede betalte udgifter til kontingent.

 

Fritidsvejleder

Heidi-Liv

Mail: fritidspas@brondby.dk 

Telefonnr.: 21 24 34 06

Læs mere om fritidspasordningen på Foreningsportalen, hvor I også kan læse mere om, hvad I som forening skal gøre, når et barn eller en ung kommer med fritidspas i jeres forening.