Fælles Trænerdag i Brøndby Håndboldklub får de unge til at engagere sig

14.12.2023

 

Brøndby Håndboldklub har sammen med DGI Midt- og Vestsjælland netop afholdt ’Fælles Trænerdag’, hvor klubbens unge spillere er blevet klædt på med en masse viden og værktøjer om trænergerningen. Målet med dagen var at vække interessen og gøre trænerrollen til et naturligt skridt for unge udøvere.

 

Unge er i gennemsnit mere frivillige end voksne. Tal fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN) viser, at 43 procent af 16-19-årige er frivillige. Til sammenligning er 35 procent af 20-79-årige frivillige. Læg dertil, at 39 procent af unge, som ikke allerede er frivillige i dag, gerne vil være det. Det viser undersøgelsen foretaget af bureauet KL7. Der er derfor et stort potentiale for at tiltrække flere unge til opgaver i foreningen.

 

Men at tiltrække unge frivillige, der i forvejen har fuld fart på skole, fritidsjob og venner er nemmere sagt end gjort, så hvad skal der til for at få de unge til at tage en frivillig tjans?

 

Et effektivt bud er ’Fælles Trænerdag’, der er et koncept udviklet af DGI og som netop er blevet afholdt i Brøndby Håndboldklub for 14 unge drenge og piger.

 

Til Fælles Trænerdag samles unge spillere fra samme årgang og lærer om trænerrollen – om kommunikation, motivation, aktiviteter og om det at være en rollemodel for andre. Herudover lærer de unge træneraspiranter også om alt det rundt om selve aktiviteten: Om børnene er glade, om alle er med og føler sig velkomne. Kurset har en varighed på cirka 3,5 time og passer derfor godt ind i holdets normale træningstid.

 

Flemming Ernst, som er næstformand i Brøndby Håndboldklub, fortæller:

 

”I Brøndby Håndboldklub vil vi gerne engagere vores unge teenagere i det frivillige trænerarbejde. Det giver mening for dem og er med til at fastholde dem i klubben. Når vi samtidig mangler hjælpende hænder til vores store U9- og U7-afdelinger, var det oplagt at samarbejde med DGI om Fælles Trænerdag.”

 

Et vigtigt led i den demokratiske dannelse

Idéen med Fælles Trænerdag er ret simpel – det skal være et aktivt fravalg, hvis man ikke skal være træner. Det handler derfor om at kommunikere forventningerne til de unge træneraspiranter og sørge for at give dem ansvar og feedback i trygge rammer.

 

Christian Sloth, som er DGI-konsulent for Unges Fællesskaber og underviser på trænerdagen i Brøndby Håndboldklub, fortæller:

 

”Mange unge oplever en masse barrierer, når de overvejer, om de vil tage en frivillig tjans i foreningen. Er jeg god nok? Har jeg den rette personlighed? Og kræver det al min tid og energi? På Fælles Trænerdag får de unge øjnene op for, hvad der rent faktisk ligger i det at være træner. Siger de efterfølgende ’nej tak’ til at gå videre med hjælpetrænerrollen, så har de i det mindste truffet beslutningen på et oplyst grundlag.”

 

Christian fortsætter: ”Fælles Trænerdag handler også om meget mere end det at være træner. Det handler om at lære de unge at tage ansvar, stille sig op, tage ordet og være noget for andre. Det handler om demokratisk dannelse og om at tage aktiv del i et forpligtende fællesskab. Det er en vigtig grundsten i vores danske samfund.”

 

Fra fem til 14 nye hjælpetrænere

Efter afholdelse af Fælles Trænerdag, tilknyttes de unge et hold i foreningen, hvor de får lov til at afprøve hjælpetrænerrollen i samspil med en erfaren træner, og hvis de stadig synes, det er sjovt, sendes de på en fuld hjælpetræneruddannelse.

 

Ifølge DGI er erfaringen, at når først de unge kommer i gang og får øjnene op for, hvad det at være hjælpetræner egentlig er, så bliver de fleste hængende. I Brøndby Håndboldklub var fem af de unge på forhånd engageret som hjælpetrænere, og da kurset var gennemført, fulgte de resterende trop.

 

”Dagen efter kurset talte jeg med de unge, der næsten ikke kunne vente med at komme i gang. Og de børn, som var ’prøvekaniner’, havde haft en sjov træning. Det giver helt klart mere energi og motivation, når det er unge rollemodeller, som står for træningen,” afslutter Flemming Ernst.

 

Kontaktoplysninger

Christian Sloth, Konsulent for Børns Bevægelsesglæde og Unges Fællesskaber, DGI Midt- og Vestsjælland:

christian.sloth@dgi.dk, 79 40 46 74

Emil Bramming, Håndboldkonsulent, DGI Midt- og Vestsjælland, emil.bramming@dgi.dk, 79 40 48 31

Flemming Ernst, Næstformand i Brøndby Håndboldklub, fernst@outlook.dk, 40 56 73 14