Slut med røg på Brøndbys kommunale udearealer

28.06.2019

Tidligere på året blev det besluttet at indføre røgfri arbejdstid for Brøndby Kommunes ansatte fra den 1. oktober 2019. Nu har kommunalbestyrelsen valgt at tage skridtet videre. De har netop besluttet, at det fra 1. oktober 2019 også skal være slut med at ryge på fx kommunale legepladser og idrætsanlæg. Ligesom de gerne ser, at skoler og uddannelsesinstitutioner laver tiltag, der sigter på at nedbringe antallet af rygere.

”Vi har et særligt ansvar som kommune for at skabe rammer, der gør det lettere at tilvælge en tobaks- og røgfri hverdag. Derfor er jeg glad for, at vi indfører røgfri arbejdstid fra 1. oktober. Og jeg er glad for, at vi nu også lægger op til, at der ikke ryges på fx vores legepladser og boldbaner. Vi skal være gode rollemodeller og naturligvis skal der ikke ryges på områder, hvor især børn og unge færdes og mødes for at være sammen og bevæge sig,” siger borgmester Kent Magelund.

Der er tale om en henstilling om ikke at ryge på kommunale udearealer og ikke et rygeforbud, da det praktisk ikke kan opretholdes. Men erfaringer fra lignende indsatser viser, at en henstilling har en effekt.

I Brøndby Kommunes sundhedspolitik er et af målene, at færre borgere skal være rygere. Kommunen er også aktiv i partnerskabet ’Røgfri Fremtid’ sammen med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden og i ’Bliv en vinder uden tobak’, der har visionen om en røgfri generation i 2030. Derfor var det også naturligt, at kommunalbestyrelsen opfordrer kommunens skoler og på ungdomsuddannelserne til at se på, hvordan de kan gøre noget ved antallet af elever, der ryger.