Det åbne værksted - Vandværket

Beskrivelse

Det åbne værksted  ”Vandværket”

”Vandværket” er et brugerstyret værksted for alle Rødovre Kommunes borgere, dog især for pensionister og efterlønsmodtagere.

Der kræves ikke medlemskab for at gøre brug af værkstedet og dets faciliteter.

”Vandværket” er Rødovre vandværks tidligere værkstedsbygning, der er beliggende for enden af Vandværksvej i nr. 17. Vandværksvej er en sidevej til Rødovrevej, ca. 100 meter nord for Jyllingevej. Der er åbent alle dage fra kl. 8.00 til kl. 21.00

For at komme ind skal du blot købe et nøglekort, da du ikke kan forvente, at der på alle tidspunkter vil være en bruger til stede, der kan lukke dig ind. Derfor vil det være en god idé at du anskaffer dig et elektronisk nøglekort, som du kan købe af Brugerrådet.

Når man bruger kortet bliver det registreret på computeren, hvem der kommer ind med dato og klokkeslæt, så kan vi også se hvor mange der kommer hver dag. Nøglekort der giver adgang alle ugens dage året rundt koster kr. 100,00.

Formålet med værkstedet er at brugerne kan arbejde med deres hobby eller reparere og vedligeholde ting, som enten er for store eller for snavsede til at lave hjemme på spisebordet eller køkkenbordet.

Der foregår ikke undervisning, men vi hjælper hinanden med gode råd og ideer og dem har vi mange af.

Husets brugere har valgt et Brugerråd, som er med til at sikre at huset kan fungere og planlægger aktiviteter.

De enkelte brugere er meget velkomne til at komme med forslag og ideer til de nye aktiviteter.

Aktiviteter

Der findes et jern- og metalværksted, med to drejebænke, en fræsemaskine, en søjle- og en bænkboremaskine.

Der er mulighed for gas og el-svejsning og der findes en bukkemaskine til tynde plader og der er også en hel del håndværktøj.

I træværkstedet er der to lange arbejdsborde og to høvlebænke, der er en båndsav, en rundsav og en afretter og tykkelseshøvl, der er to trædrejebænke, hvor man kan dreje skåle og lysestager, m.m.

I træværkstedet er der også mulighed for at reparere møbler, reparere løse samlinger, oppudsning og ombetrækning (møbelpolstring). Udover de omtalte maskiner findes der en del elektrisk håndværktøj og det nødvendige værktøj til træbearbejdning.

Til de lettere hobbyarbejder, er der mulighed for syning af beklædning o.l., patchwork, tegning og maling, papirklip, decoupage og smykkefremstilling.

Datastuen er der mulighed for at få hjælp til brug af programmer og indstilling af computere, tablets og smartphones.

Der er kort sagt masser af muligheder, kun fantasien sætter grænser.

De fleste brugere er fulde af gode ideer og vi hjælper hinanden med råd og inspiration.

Mange brugere slår sig sammen i grupper, hvor man arbejder sammen og dyrker en fælles hobby.

Indimellem finder vi penge til en underviser, der kommer en enkelt dag og lærer os hvordan vi selv kan arbejde videre med et speciale. (f.eks. akrylmaling, patchwork, eller andre aktiviteter, vi godt vil lære noget mere om).    

Kontaktoplysninger

Det åbne værksted - Vandværket

0

Tlf.:

Email: brugerraadetvv@gmail.com

Hjemmeside: 

CVR nr.: 38214993

Aktiviteter

  • Design og sy
  • IT
  • Kunst/male
  • Maskinværksted
  • Smykkefremstilling
  • Snedkerværksted
  • Strik

Kort

Kontaktperson

Tilskudsregnskab