Lokaletilskud
Folder om lokaletilskud:
Hvis du gerne vil printe en lille folder om lokaletilskud, så kan du gøre det ved at udskrive nedenstående PDF på begge sider af et A4-ark:
Lokaletilskud (PDF-fil åbner i nyt vindue)
Er I en godkendt folkeoplysende forening, der laver frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde efter folkeoplysningsloven kapitel 7? Så kan I få lokaletilskud for en mindre andel af forskellige lokaleudgifter - det kan være fx. husleje i forbindelse med klublokaler.
Tilskuddets beregning
Der ydes lokaletilskud i forhold til alderssammensætningen blandt foreningens aktive medlemmer. Lokaletilskuddet beregnes som:
- 85 % af foreningens driftsudgifter for medlemmer under 25 år
- Lokaletilskud for det pågældende år ydes på baggrund af regnskabet for det foregående år og medlemssammensætningen pr. 31. december.
Lokaletilskud ydes af følgende udgifter:
- Egne lokaler, herunder haller samt lejrpladser
- Renter af prioritetsgæld, hvis låneprovenuet anvendes til anlægsudgifter til det pågældende lokale, herunder haller samt lejrpladser
- Skatter, afgifter og forsikringer vedrørende ejendommen
- Udgifter til almindelig vedligeholdelse, opvarmning, belysning, rengøring og eventuelt fornødent tilsyn
- Særlige energibesparende foranstaltninger efter nærmere aftale
- Lejede lokaler, herunder haller samt lejrpladser
- Det aftalte lejebeløb
- Afholdte udgifter til almindelig vedligeholdelse ifølge lejekontrakten samt til opvarmning, belysning, rengøring og eventuelt fornødent tilsyn
Begrænsninger
Hvis foreningens driftsudgifter for lokalerne eller særlige energibesparende foranstaltninger overstiger de foregående tre års gennemsnitlige tilskudsberettigede udgifter med mere end 20 %, kan foreningen ikke forvente at få medtaget de ekstra udgifter i de tilskudsberettigede udgifter. Hvis foreningen står over for en større udgift, som fx udskiftning af varmekilde, nyt tag eller udskiftning af vinduer, som gør at udgifterne overstiger de 20%, kan foreningen søge om øget lokaletilksud. Her er det vigtigt at foreningen søger om øget lokaletilskud (dipensation fra 20 %-reglen) Folkeoplysningsudvalget skal godkende ansøgningen inden projektet igangsættes.
Vi giver ikke lokaletilskud til udendørsanlæg, udendørsarealer i øvrigt, afdrag på lån, rekvisitter eller inventar. Hvis det ikke er muligt entydigt at opgøre foreningens driftsudgifter på de tilskudsberettigede udgiftstyper, ydes der i stedet tilskud i forhold til antallet af aktivitetstimer, jf. folkeoplysningsbekendtgørelsens § 14-15.
Eventuelle udlejnings- og fremlejeindtægter for lokalerne trækkes fra tilskuddet.
Ansøgningsfrist
Tilskuddet udbetales til foreningerne i juni.
Der er ansøgningsfrist den 1. april. I ansøgningen anføres medlemssammensætning og regnskab vedlægges. Man får svar på ansøgningen 1. juni, og tilskud udbetales snarest derefter.
Kommunens tilskud skal fremgå af foreningens regnskab, som skal indsendes til Faxe Kommune, Center for Kultur, Frivillighed og Borgerservice senest den 1. april.
Folkeoplysningsudvalget udtrækker årligt et antal ansøgende foreninger til en nærmere gennemgang af deres medlemslister, herunder fordelingen af medlemmerne på/under/over 25 år.
Over en årrække kan alle ansøgende foreninger forvente at blive udtrukket. Herudover gælder reglerne i folkeoplysningslovens §§ 25-28.
Hvis driftsudgifterne ikke står i rimeligt forhold til antallet af deltagere eller lokalets anvendelse i øvrigt, eller ikke svarer til det normale niveau, kan vi i særlige tilfælde optage forhandling med en forening med henblik på at nedsætte lokaletilskuddet. En evt. nedsættelse skal altid ske på baggrund af en konkret vurdering.
Yderligere oplysninger:
Ønsker du yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte Ina Leander på tlf. 56 20 37 23 eller mail leand@faxekommune.dk eller
Merete Dam Hansen på tlf. 56 20 37 28 eller mail mdamh@faxekommune.dk