Info om lokaletilskud
Foreninger med egne eller lejede lokaler samt foreninger der har haft udgifter til lejrpladser, har mulighed for at søge om lokaletilskud.
Foreningen kan få dækket op til 65 % af dens driftsudgifter til lokaler og lejrpladser. Der vil dog være et fradrag for foreningens aktive medlemmer over 25 år, såfremt minimum 10 % af foreningens medlemmer er over 25 år. Det gælder ikke ledere og instruktører over 25 år.”
Driftsudgifter der ydes tilskud til:
Egne haller, lokaler og lejrpladser
- Renter af prioritetsgæld
- Skatter, afgifter og forsikringer vedrørende ejendommen
- Udgifter til almindelig vedligeholdelse, opvarmning, belysning, rengøring og evt. fornødent tilsyn fra ovennævnte udgifter fratrækkes evt. indtægter ved fremleje af foreningens egne lokaler.
Lejede haller, lokaler og lejrpladser
- Det aftalte lejebeløb i henhold til kontrakt
- Udgifter til almindelig vedligeholdelse ifølge lejekontrakten samt til opvarmning, belysning, rengøring og eventuelt fornødent tilsyn
Omfatter foreningens aktiviteter medlemmer på 25 år og over nedsættes tilskuddet forholdsmæssigt svarende til disse medlemmers andel af den samlede medlemsskare. Tilskuddet nedsættes dog kun, hvis antallet af over 25-årige udgør mindste 10 % af den samlede medlemsskare. Der sker dog ingen nedsættelse for ledere, instruktører og trænere over 24 år.
Der ydes ikke tilskud til:
Kommerciel virksomhed og virksomhed, der hører under anden lovgivning. Lokaleudgifter i forbindelse med offentlige entrégivende arrangementer. Lokaleudgifter i forbindelse med arrangementer, hvis hovedformål er afholdelse af spil, herunder andespil, bingo og lignende, hvori indgår økonomisk gevinst for foreningen.
Kommunalbestyrelsen kan undlade at imødekomme nye ansøgninger om lokaletilskud, hvis der kan anvises et egnet lokale. Ved nye ansøgninger om lokaletilskud forstås ansøgninger:
- Fra nye foreninger
- Om nye lokaler
- Om udvidelse af timetal
- Om ombygning og udvidelse m.v. af et eksisterende lokale, der ikke skyldes udefra kommende krav.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere træffe beslutning om, at der ikke ydes driftstilskud til
- Egen hal, som foreningen ikke tidligere har modtaget tilskud til
- Nye lejemål i haller eller ændring af lejemål, hvis lejemålet i forhold til udgifterne ved et eksisterende lejemål indebærer merudgifter for kommunen
- Væsentlige udvidelser af aktivitetsgrundlaget i haller, som indebærer merudgifter for kommunen, eller
- Nye lokaler og lejrpladser eller til nye lejemål vedrørende lokaler og lejrpladser, hvis de nye lokaler eller nye lejemål medfører væsentlige merudgifter for kommunen.
Foreningen kan ikke kræve at få anvist et bestemt lokale på en bestemt ugedag, men for at et lokale anses for egnet, skal det ligge i foreningens lokalområde og rumme mulighed for et socialt liv ud over aktiviteten. Der skal være plads til rekvisitter og udstyr, og der skal være mulighed for særpræg og udsmykning i forhold til foreningens aktivitet.
Endvidere skal lokalets størrelse og standard svare til aktivitetens indhold. For at kunne modtage lokaletilskud er det en betingelse, at lokalet, hallen eller lejrpladsen er privatejet og er beliggende indenfor landets grænser eller i Sydslesvig.
Ved haller forstås idrætshaller, svømmehaller, skøjtehaller, ridehaller, tennishaller og squashhaller. Som haller betragtes endvidere andre tilsvarende lokaler, der er mindst 800m2.