Vejledning til Ekstraordinært Lokaletilskud
Ansøg om Ekstraordinært Lokaletilskud 2025
Ansøgningsfristen er den 31. marts 2025
Hvem kan ansøge om ekstraordinært lokaletilskud, hvad ydes der tilskud til og hvor meget?
- Godkendte folkeoplysende foreninger, som er facilietsejere, kan ansøge om tilskud til eksisterende faciliteter, udendørsarealer, ombygninger, tilbygninger, nybyggeri og anskaffelse af nyt inventar, udstyr og rekvisitter.
- Selvejende klubhuse (dog undtaget forsamlingshuse og selvejende haller), hvis vedtægt, eller formål, angiver at være åben for alle og hvori der fast afvikles folkeoplysende aktiviteter af godkendte folkeoplysende foreninger, kan ansøge om tilskud til eksisterende faciliteter, udendørsarealer, ombygninger, tilbygninger, nybyggeri og anskaffelse af nyt inventar. Projektet, som der søges tilskud til, skal komme de folkeoplysende foreninger til gode.
- Godkendte folkeoplysende foreninger, som lejer lokaler kan ansøge om tilskud til inventar, udstyr og rekvisitter, men ikke til nagelfaste emner/faste installationer. Det er et krav, at investeringen medbringes af foreningen ved en eventuel fraflytning af lejemålet.
- Godkendte folkeoplysende foreninger, som anvises lokaler i selvejende haller hvortil Ikast-Brande Kommune har en samarbejdsaftale, kan ansøge om tilskud til inventar, udstyr og rekvisitter, men ikke til nagelfaste emner/faste installationer.
- Godkendte folkeoplysende foreninger, som alene eller primært anvises kommunale lokaler kan ansøge om tilskud til inventar, udstyr, rekvisitter og eventuelt nagelfaste emner, såfremt der er indgået skriftlig aftale med den pågældende facilitetsansvarlige herom. Der kan ikke ansøges om tilskud til energioptimerende projekter, da der er tale om kommunal ejendom.
For projekter, som vedrører investeringer udstyr og rekvisitter, kan der ydes op til 50 % i tilskud.
- Nødvendige investeringer
- Kloge investeringer
- Investeringer med hensyn til sikkerhedsmæssige-, sundhedsmæssige og/eller miljømæssige forhold
- At ansøger som udgangspunkt bidrager med egenfinansiering og/eller frivillige arbejdstimer
- At vedligeholdelsesopgaver som udgangspunkt vægtes over udbygninger og nybyggeri, dog undtaget nybyggeri som erstatning for eksisterende bygninger, hvor det ikke kan betale sig at vedligeholde den eksisterende bygning.
Hvor og hvornår skal vi ansøge om ekstraordinært lokaletilskud?
Ekstraordinært lokaletilskud skal ansøges via Aktiv Ikast-Brande (www.aktivikastbrande.dk) senest den 31. marts 2024.
Hvis din forening ikke allerede er oprettet eller ikke kan få adgang til foreningens bruger på Aktiv Ikast-Brande, så kontakt venligst Fritid på e-mail: fritid@ikast-brande.dk eller tlf.: 9960 4156.
Hvilke bilag skal vi bruge til at ansøge om lokaletilskud?
Når din forening ansøger om ekstraordinært lokaletilskud skal der vedlægges en række bilag som dokumentation. Hav derfor disse bilag liggende på din PC, når du påbegynder din ansøgning:
Tilbud og rimelige priser:
in forening skal som minimum altid indhente og vedhæfte mindst ét tilbud, som dokumenterer udgiften på dit projekt.
Ved udgifter over 15.000 kr. inkl. moms skal du indhente og vedhæfte to sammenlignelige tilbud.
Øvrige bilag:
Du kan helt frit vælge at vedhæfte øvrige bilag, som du mener kan være til gavn for vores behandling af din ansøgning.
Bilag skal vedhæftes din ansøgning.
Hvornår skal et godkendt projekte være afsluttet?
Dit projekt skal som udgangspunkt færdiggøres det samme år, som du har modtaget bevillingen.
Hvis dette ikke kan lade sig gøre, så skal du skriftligt anmode om en forlængelse af din bevilling.
Forlængelsen er først godkendt, når du har modtaget skriftligt svar fra Fritid.
Hvis du ikke færdiggøre dit projekt og ikke anmoder om forlængelse, vil bevillingen til dit projekt bortfalde.
Ekstraordinært lokaletilskud skal registreres i dit regnskab
Det skal fremgå af din forenings regnskab, hvad der er udbetalt til foreningen i form af ekstraordinært lokaletilskud fra Ikast-Brande Kommune.
Hvis ikke det fremgår, kan Fritid forlange at få tilsendt et tilskudsregnskab fra foreningen og for dennes regning.
Såfremt der ikke kan indsendes et tilskudsregnskab, kan Fritid tilbageholde det bevilgede ekstraordinære lokaletilskud.
Særlige opmærksomhedspunkter
Vær opmærksom på følgende når du ansøger om ekstraordinært lokaletilskud:
• Ansøgninger fra foreninger, som ansøger om mere end 100.000 kr. inkl. moms bliver videresendt til Børne,- Kultur- og Fritidsudvalget.
• Foreninger må som udgangspunkt ikke igangsætte et projekt, som der ønskes tilskud til, før vi har behandlet ansøgningen.
• Vi kan beslutte at imødekomme din ansøgning med et mindre tilskud end du har ansøgt. Hvis dette er tilfældet, vil det være nævnt i det svarbrev som din forening modtager i sin digitale postkasse umiddelbart efter der er taget beslutning herom.
• Foreninger kan ansøge om tilskud til flere projekter det samme år, når blot disse vurderes at være uafhængige af hinanden. Bemærk, at hvis du har flere projekter, så skal det første ansøges via Aktiv Ikast-Brande. Øvrige projekter skal indsendes til fritid@ikast-brande.dk.
• Foreninger som har fået afslag på en ansøgning kan godt ansøge til samme projekt det efterfølgende år (dog undtaget projekter, hvis afslag skyldes at der ikke ydes tilskud til denne form for projekt).
• Vi kan, ud over de indsendte ansøgninger, selv vælge at prioritere projekter med baggrund i facilitetsanalyse, som blev udarbejdet i 2010.
• Midlerne i puljen fordeles i forbindelse med budgetbehandlingen.
Ansøg om Ekstraordinært Lokaletilskud 2025
Ansøgningsfristen er den 31. marts 2025