Oprettelse af en frivillig social aktivitet eller forening
Ønsker du at oprette en frivillig social forening? Du kan her på siden læse mere om, hvordan du gør, samt hvilke krav du skal være opmærksom på.
Frivillige sociale foreninger og aktiviteter er kendetegnet ved, at der her bliver ydet en frivillig indsats med et socialt sigte for borgere med behov. Ved socialt sigte forstås, at aktiviteten retter sig mod målgrupper, som den sociale sektor beskæftiger sig med – det vil sige udsatte børn og unge, ældre, personer med handicap, vanskeligt stillede grupper og i forhold til integration. Aktiviteten skal sigte på at give enkelte individer eller grupper en øget velfærd og omsorg eller løse velfærdsproblemer.
Ønsker du at starte en frivillig social forening, kan du søge om godkendelse i Brøndby Kommune. Som godkendt frivillig social forening har man mulighed for at låne kommunale faciliteter og søge om § 18-tilskud.
Har du spørgsmål om oprettelse eller drift af en frivillig social forening, kan du kontakte Social- og Sundhedsforvaltningen – se kontaktoplysninger under menuen Kontakt.
Ansøgning om godkendelse skal foretages på Foreningsportalen under Opret forening / bruger.