Lokaletilskud

Hvis I er godkendt af Folkeoplysningsudvalget som folkeoplysende forening, kan I få lokaletilskud, der er refusion af en vis procentmæssig andel af forskellige lokaleudgifter - som fx. husleje i forbindelse med klublokaler.


Folder om lokaletilskud:

Hvis du gerne vil printe en lille folder om lokaletilskud, så kan du gøre det ved at udskrive nedenstående PDF på begge sider af et A4-ark:

Lokaletilskud (PDF-fil åbner i nyt vindue)

 


Er I en godkendt folkeoplysende forening, der laver frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde efter folkeoplysningsloven kapitel 7? Så kan I få lokaletilskud for en mindre andel af forskellige lokaleudgifter - det kan være fx. husleje i forbindelse med klublokaler.

Tilskuddets beregning

Der ydes lokaletilskud i forhold til alderssammensætningen blandt foreningens aktive medlemmer. Lokaletilskuddet beregnes som:

  • 85 % af foreningens driftsudgifter for medlemmer under 25 år
  • For medlemmer på 25 år eller mere fastsættes procentsatsen på baggrund af det budget, der er til rådighed, fratrukket lokaletilskud til medlemmer under 25 år.
  • Lokaletilskud for det pågældende år ydes på baggrund af regnskabet for det foregående år og medlemssammensætningen pr. 31. december.

Lokaletilskud ydes af følgende udgifter:

  • Egne lokaler, herunder haller samt lejrpladser
  • Renter af prioritetsgæld, hvis låneprovenuet anvendes til anlægsudgifter til det pågældende lokale, herunder haller samt lejrpladser
  • Skatter, afgifter og forsikringer vedrørende ejendommen
  • Udgifter til almindelig vedligeholdelse, opvarmning, belysning, rengøring og eventuelt fornødent tilsyn
  • Særlige energibesparende foranstaltninger efter nærmere aftale
  • Lejede lokaler, herunder haller samt lejrpladser
    • Det aftalte lejebeløb
    • Afholdte udgifter til almindelig vedligeholdelse ifølge lejekontrakten samt til opvarmning, belysning, rengøring og eventuelt fornødent tilsyn

Begrænsninger

Hvis foreningens driftsudgifter for lokalerne eller særlige energibesparende foranstaltninger overstiger de foregående tre års gennemsnitlige tilskudsberettigede udgifter med mere end 20 %, kan foreningen ikke forvente at få medtaget de ekstra udgifter i de tilskudsberettigede udgifter.

Vi giver ikke lokaletilskud til udendørsanlæg, udendørsarealer i øvrigt, afdrag på lån, rekvisitter eller inventar. Hvis det ikke er muligt entydigt at opgøre foreningens driftsudgifter på de tilskudsberettigede udgiftstyper, ydes der i stedet tilskud i forhold til antallet af aktivitetstimer, jf. folkeoplysningsbekendtgørelsens § 14-15.

Eventuelle udlejnings- og fremlejeindtægter for lokalerne trækkes fra tilskuddet.

 

Ansøgningsfrist

Tilskuddet udbetales til foreningerne i juni. 

Der er ansøgningsfrist den 1. april. I ansøgningen anføres medlemssammensætning og regnskab vedlægges. Man får svar på ansøgningen 1. juni, og tilskud udbetales snarest derefter.

Kommunens tilskud skal fremgå af foreningens regnskab, som skal indsendes til Faxe Kommune, Center for Kultur, Frivillighed og Borgerservice senest den 1. april.

Folkeoplysningsudvalget udtrækker årligt et antal ansøgende foreninger til en nærmere gennemgang af deres medlemslister, herunder fordelingen af medlemmerne på/under/over 25 år.

Over en årrække kan alle ansøgende foreninger forvente at blive udtrukket. Herudover gælder reglerne i folkeoplysningslovens §§ 25-28.

Hvis driftsudgifterne ikke står i rimeligt forhold til antallet af deltagere eller lokalets anvendelse i øvrigt, eller ikke svarer til det normale niveau, kan vi i særlige tilfælde optage forhandling med en forening med henblik på at nedsætte lokaletilskuddet. En evt. nedsættelse skal altid ske på baggrund af en konkret vurdering. Golfklubber kan kun modtage tilskud til unge under 25 år.
 


Yderligere oplysninger:

Ønsker du yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte Ina Leander på tlf. 56 20 37 23 eller mail leand@faxekommune.dk eller 

Merete Dam Hansen på tlf. 56 20 37 28 eller mail mdamh@faxekommune.dk