8 gode grunde til IKKE at være vinterbader

Er du træt af vinterbadere og deres evindelige snak om ‘det kolde gys’? Stiger presset på dig og din magelighed? Og mangler du gode undskyldninger for IKKE at vinterbade? Så er det her noget for dig. Her er  nemlig otte rigtig gode grunde til IKKE at være vinterbader.

‘Vinterbader’. Bare ordet kan gøre en helt træt, hvis man ikke lige er til ekstrem nedkøling.

Det er nærmest som om danskerne har gået og glædet sig til at vejret er blevet koldt, klamt og mørkt! En vinterbader er således lige dele galning, kuldefornægter og opmærksomhedssøgende.

Sådan tænker du måske, når du kigger rundt på de danske kyster i disse dage.

Man kan jo snart ikke slå smut uden at ramme en pjasknøgen issvømmer eller vinterdypper. Vikingegenerne har de seneste par år fået danskerne til at gå på stranden og i vandet året rundt.

Men fortvivl ej, hvis du ikke er hoppet med på eller i bølgen!

Der er nemlig en række gode grunde til IKKE at vinterbade:

1: Du elsker at være i dårligt humør

Det er bevist henved en million gange, at vinterbadning giver en eksplosion af endorfiner – det såkaldte lykkehormon – når kroppen rammer det kolde vand. Det gør det nærmest umuligt at gå fra en vinterbadning nedtrykt eller i dårligt humør.

Så hvis man er rigtig glad for at være en sur gammel m/k eller fuldt ud tilfreds med at se sort på verden, skal man holde sig fra vinterbadning.

Der er simpelthen en overhængende fare for, at man mister sit dårlige humør, hvis man begynder på det pjat. Bliv væk fra vinterbadning, hvis du mener dårligt humør og mismod er en menneskeret.

2: Du tror ikke på vinterbadning er sundt

Døden skal jo have en årsag siger folk (tit er det, dem der ryger). Og på en måde har de jo ret. I hvert fald hvis de er retsmedicinere.

Uanset om du er retsmediciner eller ej, kan du hurtigt forkorte dit liv naturligt, ved at holde dig fra vinterbadning. Den tossede tur i iskoldt vand har nemlig mange sundhedsfremmende elementer. Selvom det dog ofte diskuteres hvor meget dokumentation, der er.

3: Du kan ikke lide mennesker

Mange oplever et værdifuldt fællesskab med andre mennesker, når de vinterbader, så hvis man er lidt menneskefjendsk og misantropisk, er det en god idé at holde sig langt væk fra vinterbadning. Risikoen for at grine og hilse og indgå i en hyggelig dialog om fuldstændig ligegyldige ting som vind, vejr og velvære er simpelthen for stor.

4: Du kan ikke lide NØGNE mennesker

Ofte bader folk nøgne om vinteren. For det første er det mørkt det meste af døgnet, og for det andet er det aldeles ubehageligt at bade i badetøj, da det klæber til kroppen efter badet. Der er det rarere at være nøgen.

Det samme gælder hvis folk bruger sauna efterfølgende.

Det sætter selvfølgelig dig, hvis du ikke kan lide nøgne mennesker, i en ubehagelig situation.

Så hvis du synes at det mest naturlige er at have badetøj på året rundt ude og inde, er vinterbadning måske ikke noget for dig.

5: Din komfortzone er ukrænkelig

Komfort kommer fra fransk confort og engelsk comfort ‘bekvemmelighed’, af det senlatinske verbum confortare ‘styrke’.

Nogle mennesker er vilde med at forlade sin komfortzone, prøve noget nyt og blive klogere på sig selv og sin væren her i verden.

Vinterbadning kan presse grænserne for en komfortzone, og for mange er det en overvindelse at begynde på vinterbadning.

MEN … hvis du slet ikke er interesseret i at forlade din komfortzone, og mener den er ukrænkelig er vinterbadning og livt som vinterbader helt sikkert ikke noget for dig.

6: Du foretrækker larm og ubalance

En del af at nedsænke sig legeme i koldt vand, handler for mange om at opnå en indre og ydre ro samt en balance mellem krop og sjæl.

Men det er jo ikke for alle!

Hvis du foretrækker en hektisk livsstil, hvor du aldrig sigter mod ro og balance, er vinterbadning ikke for dig.

Man kan ikke afvise at der findes stressede og anspændte vinterbadere, der elsker rotteræs og travlhed døgnet rundt, men mange vinterbadere udtrykker hang til ro og afstressning i forbindelse med vinterbadning.

8: Du vil ikke af med dit fedt

Du har brugt mange timer og mange penge på at opnå de fedtdepoter, du har på kroppen. Og hvis du er meget glad for dem, skal du holde dig fra vinterbadning!

Det er nemlig bevist, at vinterbadning er godt for forbrændingen af det hvide og usunde fedt, vi har i kroppen.

Sjovt nok er det gennem en anden slags fedt nemlig det brune fedt, der typisk sidder ved kraveben, skuldre og ned langs rygsøjlen.

Når det brune fedtvæv er aktivt trækker det sukker og fedt ud af dine blodbaner, som bliver brugt som brændstof til at opvarme din krop.

Og det sker ved vinterbadning. Så hvis du elsker dit hvide fedt, skal du ikke hoppe med på og i den kolde bølge. Vinterbaderning er no-go for dig.

HUSK ovenstående punkter og slip for de evindelig glade, sunde vinterbaderes opfordringer.