I år har vi fået Quiltequinderne i Greve til at demonstrere og afholde miniworkshops i løbet af de to træfdage.
Der er ingen tilmelding til demoerne, men til de to miniworkshops skal du tilmelde dig.

Demo

Hvordan bruger du Paint Sticks?
v/Bente Sølvsten
Lørdag kl. 11.00 - 12.00 og kl. 15.00 - 16.00
Søndag kl. 12.00 - 13.00 og kl. 15.00 - 16.00


Kan du huske, da du som barn lagde en mønt under et stykke papir og tegnede på det med enden af en blyant? 
Jeg vil vise dig, hvordan du med samme teknik kan lave flotte ”tryk” ved hjælp af paint sticks. Her bruger du blot stof i stedet for papir og oliebaserede Paint Sticks som blyant. I stedet for mønter bruges alt muligt: Blade fra havens eller skovens træer, net der har været løg i, æggebakker eller anden emballage. Du kan også bruge farverne som underlag for stitchery.
Jeg har materialer med, så du selv kan prøve.


Bente Sølvsten har syet patchwork i ca. 5 år og er medlem af Quiltequinderne i Greve.

Demo

Driller det, når du skal håndquilte?
v/Ulla Brønnum
Lørdag kl. 13.00 – 14.00


Engang var der kurser i ”håndquiltning uden tårer”. Siden har mange ”grædt” over håndquiltningen.
Jeg vil vise dig, hvordan du gør, og hvilke hjælpemidler du kan have gavn af.
Du får lov at prøve selv under kyndig vejledning. 
Men husk:
Først og fremmest kræver det vilje og øvelse, øvelse og øvelse.


Ulla Brønnum har syet patchwork i ca. 15 år og er formand for Quiltequinderne i Greve.

Miniworkshop

Problemer med lynlåse?
v/Ulla Brønnum
Lørdag kl. 10.00 – 11.30
Søndag kl. 13.00 – 14.30

Pris: 50 kr. + sykit (20 kr.)


Har du problemer, når du skal sy en lynlås i?
Jeg vil vise, hvordan du kan gøre dette let og smertefrit ved hjælp af Wondertape.
Du kan sagtens bruge en almindelig lynlås – den skal bare være rigelig lang. Det bliver dog endnu letteremed lynlås i metermål, som nu fås i næsten alle patchworkbutikker. Mange synes, det er svært at sætte glideren i, men det giver jeg også fif til at gøre.
Du får mulighed for selv at prøve under kyndig vejledning, da DPF stiller symaskiner til rådighed (venligst udlånt af Leif Jensen og Co. Symaskiner).


Ulla Brønnum har syet patchwork i ca. 15 år og er formand for Quiltequinderne i Greve.

Miniworkshop
Bliver dine hjørner på quilten pæne?
v/Inge Tolberg
Lørdag kl. 12.00 – 13.30
Søndag kl. 10.00 – 11.30
Pris: 50 kr. + sykit (20 kr.)


Nybegyndere og også nogle øvede quiltere har problemer med at få pæne hjørner på quilten – hvad enten det så er tæpper, dækkeservietter eller andet. 
Jeg vil vise dig, hvordan du kan sy lukkekanten på, hvordan hjørnerne bliver pæne, og hvordan du afslutter lukkekanten på skrå. 
Du får mulighed for selv at prøve det, da DPF stiller symaskiner til rådighed (venligst udlånt af Leif Jensen og Co.Symaskiner).


Inge Tolberg har syet patchwork i over 20 år og er medlem af Quiltequinderne i Greve.
 
Demoer hos butikker

Hos Speich design vil der være ny demo hver hele time. Så kom forbi standen, hvis du vil blive lidt dygtigere eller blive inspireret til de næste projekt.

Lene Speich vil bl.a. vise en fin sjov patchwork teknik, og Bente Bruhn viser bl.a. en teknik der både kan bruges til tæpper og puder. På gensyn.