topbanner=fdftop.jpg;

<-- Retur til forsiden for foreningsfortællingerne

 

Født til fællesskab

 

Allerede før han blev født, var Felix Monberg med på sin første lejrtur med børne- og ungdomsorganisationen FDF. Felix’ mor, Ann Monberg, gravede som højgravid et hul i jorden, så hun og de andre FDF’ere kunne bage god mad til alle deltagerne på lejrturen. Det var måske lige lidt mere aktivitet, end hun skulle have kastet sig over på lejren det år.

 

– Jeg måtte på hospitalet lige efter, for der var nogle plukveer, som skulle overstås. Men det var det hele værd. Hvis man tillader det, som vi altid har gjort, så inddrager FDF virkelig hele familien, siger Ann Monberg.

 

Hun var selv aktiv i FDF i 17 år og var så glad for oplevelsen, at hun siden har sendt alle sine fire børn afsted. I dag er hun medlem af kredsbestyrelsen for FDF Brædstrup og nyder at se den nu 10-årige Felix dyrke fællesskabet i og omkring naturen med de andre børn og unge mennesker. Han dyrker også karate, svømning og e-sport, men i FDF får han nogle oplevelser, som de andre aktiviteter ikke kan give.

 

– Vi ser rådyr, kaniner, harer og andre dyr i naturen. Det er sjovt, for vi har kun få sekunder til at kigge på dem, før de opdager os og løber væk. Og så kan vi bare snakke om alt med alle, siger Felix Monberg.

 

Når de unge mennesker har lært at snitte, gået en lang tur eller tændt bål selv, får de et mærke for det. Mærkerne samles på uniformen, og Felix har en stor samling, som han gerne viser frem.

 

Danner og samler

Selvom man ikke kalder FDF’ere for spejdere, har de unge mennesker i deres blå uniformer en hel del aktiviteter og de kristne værdier til fælles med de grøn-klædte KFUM/KFUK-spejdere. Det førte tilbage i 1970’erne til, at de lokale afdelinger af de to bevægelser gik sammen om at købe gården Sømosegård lidt uden for Brædstrup. Her er der skov og marker, så langt man kan spurte. De 25 aktive FDF’ere mødes på gården hver onsdag aften til en ny aktivitet.

 

I de naturlige rammer kan det hele virke meget frit og uformelt. Men i FDF er der også struktur. Målet er at samle de unge mennesker i et fællesskab og danne dem som mennesker. Felix Monberg har allerede mange gode minder til fælles med sine venner i FDF. De har bygget gynger med rafter, solgt juletræer i den bidende vinterkulde og cyklet langt ud ad den naturskønne Bryrupbanestien mod Silkeborg.

 

Hvert femte år samles omkring 12.000 FDF’ere fra hele landet for at lege, synge og lære nyt i fællesskab. Det bliver Felix’ første mulighed for at komme med, og han glæder sig meget – især til at se dronningen åbne lejren og synge med om et enormt bål.

 

Foto: Charlotte Adsbøl