Topbanner=foftop.jpg;

<-- Retur til forsiden for foreningsfortællingerne

 

Den bedste nervemedicin

 

Hvis du kan koncentrere dig og tælle til fire, kan du lære at kniple. Måske kan det se indviklet ud, når de mange kniplepinde ligger i en bunke. Men man lærer hurtigt at holde styr på dem og bruger kun fire ad gangen for at styre tråden rundt i flotte mønstre.

 

Hos FOF Sydøstjylland i Horsens finder deltagerne på knipleholdene sammen om håndværket på tværs af alder, køn og faglig baggrund. Mange kommer langvejs fra for at lære teknikkerne af en af verdens bedste på området.

 

Når underviser Karen Trend taler om knipling, lytter eksperter i hele verden. Hun har udgivet flere bøger om det gamle håndværk og holdt oplæg i blandt andet USA, Norge og rundt omkring i hele Danmark. Hendes mest trofaste elever er 24 aftenskolelærere fra alle landets FOF-afdelinger. De kommer til Horsens for at hente ny inspiration og dyrke deres fællesskab om kniplingen.

 

– Der er noget helt særligt over det fællesskab, som opstår over kniplingen. Jeg ser elever finde nye venner på alle hold. Her kan man møde andre med den samme interesse og mærke, om der er kemi, før man begynder at ses andre steder, siger Karen Trend.

 

Hun har hørt knipling beskrevet som den bedste nervemedicin – med den uheldige bivirkning, at man også bliver afhængig af den. Det stemmer meget godt med hendes egen oplevelse. Selv har hun aldrig været i stand til at stoppe med at kniple, siden hun først kom i gang. Som udlært kjolesyerske endte hun med at få store problemer med smerter i håndleddene. Men de smerter, som syningen gav hende, har kniplingen afhjulpet, fordi det gamle håndværk er meget skånsomt.

 

Hold liv i gammel kulturarv

Hvis du kunne tænke dig at prøve kræfter med kniplingen, skal du ikke vente for længe. Holdene bliver hurtigt fyldt op, og der er venteliste på flere af dem. Hvis du sikrer dig en plads, får du mulighed for at være en del af et fællesskab, der holder liv i en bid af Danmarks historie.

 

Hos FOF Sydøstjylland i Horsens møder du mange andre, der interesserer sig for håndarbejde. Men du kommer ikke derfra uden at lære, hvordan den færdige knipling bliver monteret på en pude, en kjole eller noget tredje. For kniplingen hører ikke bare hjemme på et museum. Den er mest værd, når den lever og tages i brug, mener Karen Trend.

 

Hun har af samme årsag kastet sig over at gøre en stor og gammel samling kniplinger tilgængelig for verden. En af hendes tidligere elever efterlod dem ved sin død. Siden har Karen Trend og hendes datter gået over 100 mønstre igennem og lavet de nødvendige arbejdstegninger, så man kan forstå processen bag den enkelte knipling. De tegninger kommer til gavn for blandt andre eleverne på knipleholdene.

 

Meget af undervisningen foregår individuelt. Du kan altså sagtens være på hold med øvede og alligevel begynde med en simpel knipling. Uanset hvad du finder passende, får du hjælp af knipleguruen til teknikken og arbejdstegningerne i det spændende håndværk.

 

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan med kniplingen. Håndværket er ikke fysisk krævende, men tager tid. Især hvis du kaster dig ud i et større projekt som en dug eller en kjole.

 

Foto: Charlotte Adsbøl