topbanner=torstedtop.jpg;

<-- Retur til forsiden for foreningsfortællingerne

 

Vi føler os som 16-årige igen

 

Du skal være forberedt på at få knubs, hvis du vil spille hockey med seniorerne i Torsted. Når bolden ruller, glemmer deltagerne deres alder og skruer bissen på. Anderledes roligt går det for sig i de andre discipliner. I Torsted Senioridræt spiller de både tæppecurling, badminton og volleyball. Men der kan være en helt anden grund til, at der i flere år har været venteliste til pladserne på seniorholdet. Og det er ikke kun den lejlighedsvise servering af wienerbrød.

 

– Vi får rørt lattermusklerne sammen, knokler, sveder, falder og hiver hinanden op igen. Vores medlemmer er også gode til at hjælpe nye i gang med de forskellige discipliner, så de ikke kommer til skade, fortæller Henriette Rosenvinge Olesen, formand for Torsted Senioridræt.

 

Hun var optimistisk, da hun satte sig i spidsen for at starte Torsted Senioridræt i januar 2016. Der ville komme omkring 50 seniorer på den første dag, mente hun. De fleste sagde til hende, at det ville være en succes med 20 deltagere. Men der dukkede altså ikke færre end 100 op.

 

– Jeg var helt oppe at ringe over det og kunne ikke få armene ned igen. Vi kunne sagtens samle flere end 100 deltagere i hallen, men vi har ikke plads ved bordene, og det sociale betyder meget. Derfor har vi sat grænsen der, fortæller Henriette Rosenvinge Olesen.

 

Hun fik hurtigt sin mand, Ole, med til at hjælpe. Han har i modsætning til hende aldrig dyrket gymnastik. Men med sin baggrund som automekaniker er han glad for at få ting til at virke. Derfor står han for at pumpe bolde op, brygge kaffe og hvad der ellers dukker op af praktiske behov.

 

– For mig betyder det meget at være med til at gøre så mange mennesker glade. Når de er her, har de det godt. De sætter pris på, at vi altid siger godmorgen til hver enkelt og krydser dem af på listen, når de kommer, fortæller han.

 

Lidt senere kom Karen-Inge Gaarde med som næstformand i bestyrelsen. Hun står blandt andet for at indkøbe de store mængder frugt, seniorerne ser frem til hver tirsdag.

 

Glemmer deres alder

Gennemsnitsalderen i Torsted Senioridræt er 73 år, men flere af medlemmerne lader til at glemme deres alder, når bolden først ruller i sportshallerne.

 

– Du skal bare passe på, hvis du vil forbi, når vi spiller hockey! Især mændene kan komme til at tro, de er 16 år igen, så de skubber til og får sig tit nogle knubs, siger Henriette Rosenvinge Olesen.

 

Hun understreger, at der er plads til alle seniorer, så længe de er selvhjulpne eller har deres egne hjælpere med. Flere af deltagerne sætter sig på en stol undervejs for at aflaste ben og hofter, men er stadig med i de øvelser, de kan udføre siddende.

 

Når Torsted Senioridræt mødes kl. 9 hver tirsdag, varmer medlemmerne op sammen, før de holder en pause med noget frisk frugt og fordeler sig ud til hver deres type idræt i de to sportshaller. Det sociale er altid dagens største højdepunkt. Hos den lokale Rema 1000 kan købmanden se det i regnskabet, når seniorerne har været samlet.

 

– De kommer helt fra Juelsminde, Hatting og hele Horsens, så det er helt naturligt at vi taler om ugens gode tilbud i Torsted. Det sociale betyder meget for os, og vi kan se, at det også betyder meget for seniorerne, siger Henriette Rosenvinge Olesen.

 

En mindre gruppe seniorer er begyndt at mødes om torsdagen for at dyrke fællesskabet om idrætten. Hvis nogle frivillige melder sig til opgaven, vil navnene på den voksende venteliste kunne skabe et nyt, stort hold af aktive seniorer der.

 

Foto: Charlotte Adsbøl