Tips til den gode fondsdialog

Vidste du, at et telefonopkald til en mulig fond kan hjælpe med at åbne døren til støtte?

10 minutters dialog med fonden kan spare dig og din forening for meget tid i den efterfølgende ansøgningsudarbejdelse. Det er dermed en af de bedste investeringer, du kan gøre som ansøger.

Et af de mest grundlæggende principper i fundraising er, at du bliver nødt til at spørge: Hvis du ikke spørger, får du ingen svar.

Fonde.dk anbefaler, at du finder frem til en, der administrerer fonden eller puljen. På den måde kan du få kvalificeret rådgivning til at færdiggøre jeres projektbeskrivelse og udforme en ansøgning, der lever op til fondens krav og betingelser.

Fonde.dk kommer her med 5 gode råd til fondsdialogen:

  1. Lav en one-pager forud for opkaldet, som du kan anvende som talescript
  2. Vær kortfattet og specifik omkring, hvad du ønsker støtte til
  3. Fremhæv hvad fondens støtte vil muliggøre – og hvordan de evt. tilgodeses
  4. Få altid navnet på den person du taler med (henvisning i ansøgningen)
  5. Vær vedholdende (det kan være svært at komme igennem til fonden)

Anbefalingen er klart at række personligt ud til så mange identificerede støttemuligheder som muligt.

Med en tidlig dialog får du allerede forud for en egentlig ansøgning mulighed for at få feedback og konstruktiv kritik.

Yderligere får du også fonden til at føle sig hørt og anerkendt for andet end deres penge: deres faglighed – og det er positivt.

God fornøjelse med fondsdialogen.